sliberiet.dk
Indehaver – Peter Vest Hansen
Sliberiet.dk er beliggende i Kolding, Frederiksøvej 28 Jeg ejer derudover firmaet VestOutdoor (vestoutdoor.dk), hvor jeg sælger og udvikler konsulentydelser og produkter til outdoorliv. Herfra faktureres også alle slibeopgaver.
Jeg er meget optaget af bæredygtighed og vores individuelle ansvar for natur og miljø. Jeg forsøger gennem egen adfærd og min lille virksomhed, at bidrage til mindre forbrug og opfordre til mere genbrug.
Fritiden bruges med familie og venner og i naturen, herunder som havkajakroer, hvor jeg hvor jeg har været instruktør og turleder for Trekantens Kajakskole i havkajak og udeliv.
Norge er ofte feriemålet med familie og venner med et Mpby Mountain tagtelt og altid med velslebne knive og værktøjer.
En livslang interesse og passion
“Slibning af værktøjer og knive har altid været en del af mit liv. Som barn trak jeg håndsvinget på slibestenen, når min far sleb knive, stemmejern, økser, høvlejern, hækkesaksen, leen og andet værktøj. Senere sleb jeg selv og en livslang passion blev født.
Siden kom sakse og andre hus- og haveredskaber til, når den bedre halvdel klagede over dårlige skæreegenskaber og klipninger i diverse materialer, stoffer og vækster.
Jeg er født og opvokset på landet i Sydsjælland, hvor jeg deltog i arbejdet på gårdene. Her blev stort og små repareret og genbrugt igen og igen, længe før nogen kaldte det bæredygtighed. Glæden ved og ansvarligheden for de sociale fællesskaber, vennerne, naturen og dyrene var grundlaget for de værdier, som jeg har taget med videre i livet. Mit første fritidsjob var hos tømrermester Erling, der bl.a. fremstillede æglægningsreder til hønserier. Han var flink men bestemt, sjuskede vi med kvaliteten, fik vi en venlig besked om, at det var en ommer. Jeg lærte tidligt at ansvarlighed og veludført arbejde altid lønner sig i den sidste ende.
Skarpe knive og redskaber var og er altid en naturlig del af udstyret til både naturoplevelser og hobby- og arbejdsliv. Nu er hobbyen blevet til en deltidsbeskæftigelse med investeringen i en professionel Tormek T8 vådsliber. På den måde håber jeg at kunne bidrage til mindre forbrug og bæredygtighed samt glæde andre med gode, skarpe redskaber til fornuftige priser.”
– Peter Vest Hansen
